IdHAIR indgår samarbejde med Danske Hospitalsklovne

Gennem næsten hele sin eksistens har IdHAIR støttet gode formål. Blandt andet har Kræftens Bekæmpelse været et fast punkt næsten alle årene. Dette suppleres nu af et samarbejde med Danske Hospitalsklovne, som gør livet lidt sjovere og lettere for de mange børn, som bruger kortere eller længere tid på de danske sygehuse.

”At ligge på sygehuset er aldrig sjovt, men når det er børn, så rør det os ekstra. Børn skal pjatte, lege og grine og ikke ligge i sygesengen. Men når det nu ikke kan være anderledes, så vil IdHAIR gerne være med til at gøre det lidt lettere for dem. Og det mener vi, at Danske Hospitalsklovne er den perfekte samarbejdspartner til”, udtaler Kasper Christensen, marketingchef hos IdHAIR.

IdHAIR har indgået et CSR-samarbejde, og det betyder, at Danske Hospitalsklovne bliver en naturlig del af IdHAIRs kommunikation og identitet og ikke blot et økonomisk aspekt.

”Det er vigtigt for os, at vi gør en forskel med de samarbejder som vi indgår. Og udover at indgå i et stort CSR-samarbejde af en vis økonomisk størrelse, så indgår vi også et samarbejde om at udbrede kendskabet til Danske Hospitalsklovne, som er afhængig af denne awareness”, siger Kasper Christensen.

Danske Hospitalsklovne tæller i dag mere end 50 klovne, der dagligt spreder smil og glæde blandt indlagte børn.

”Vi er utrolig glade og taknemmelige for samarbejdet med IdHAIR, som vil være med til at udbrede kendskabet til hospitalsklovnenes arbejde på landets børneafdelinger. Derudover er IdHAIRs økonomiske støtte med til at sikre flere klovnebesøg til indlagte børn”, udtaler Kenneth Øhrberg, direktør for Danske Hospitalsklovne.

Hvem er IdHAIR?

Med sine 31 år på det danske marked er danske IdHAIR en solid og funderet spiller på frisørmarkedet. Brandet IdHAIR har næste år 20 års jubilæum og har de seneste 10 år været én af de mest brugte produkter i Norden. IdHAIR er især kendt for sine IdVOKS, men dækker i dag også alt inden for hårplejeprodukter og hårfarver.

IdHAIR har de seneste 2 år oplevet en eksplosiv eksportsucces og er nu at finde i mere end 30 lande.

Læs mere på www.idhair.dk

Hvem er Danske Hospitalsklovne?

Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende forening, som har eksisteret siden 2003. Vi arbejder ud fra en grundidé om, at humor, latter og smil fremmer helbredelse.

Som klovneforening er vores fornemmeste opgave at sprede glæde blandt børn på de danske hospitaler. Vi bruger humor, fantasi og nærvær i arbejdet med at styrke barnets selvværd, til at håndtere sin egen situation, hvilket i sidste ende gør barnets ophold på hospitalet mere overkommeligt.

Læs mere på www.danskehospitalsklovne.dk

 

For mere information: Kasper Christensen, IdHAIR, 2710 2973