Årets Ejerleder i Østjylland

Preben Munch Kjærgaard er ejerlederen bag IdHAIR Company A/S og har netop vundet prisen i Østjylland for sin evne til at positionere et stærkt brand og ikke mindst sin evne til at skabe vækst. Ejerlederen fik overrakt prisen af PwC, Dansk Erhverv og Nykredit ved en velbesøgt kåring i Nobelparken.

IdHAIR blev grundlagt i 1986 i Lystrup og voksede sig hurtigt til en velanset og fremsynet virksomhed. Ejerlederen og grundlæggeren bag virksomheden, Preben Munch Kjærgaard, har fra begyndelsen haft en stor passion for hårprodukter og en innovativ tilgang til produktudvikling. Det førte i første omgang til, at den populære IdHAIR-voks kom i produktion, og den faldt så meget i frisørernes og slutkundernes smag, at et nyt nichebrand for hårprodukter var født.

”I en branche, som generelt er præget af store internationale spillere, har Preben Munch Kjærgaard formået at udvikle og positionere sit eget stærke brand via produktinnovation og kundepleje. Det er en ’self-made’ ejerleder, der via et stærkt kundefokus har præsteret at udbygge sin forretning, som i dag opererer i over 30 forskellige lande. Dét fortjener anerkendelse,” siger Christian Roding, partner i PwC i Aarhus.

Dygtige medarbejdere er altafgørende

Ejerlederen bag IdHAIR er kulturbæreren, der fastholder fokus på kundernes behov og det kommercielle købsmandsskab. Derfor har Preben primært fokus på salg og marketing, hvor der tales til frisørernes hjerter. Dygtige ansatte og en professionel bestyrelse komplementerer ejerlederens kompetencer.

”Preben Munch Kjærgaard forstår vigtigheden af kvalificerede medarbejdere og er bevidst om egne styrker og svagheder. Derfor har han også ansat talenter med de nødvendige kompetencer på såvel dagligt ledelsesniveau som på bestyrelsesniveau. Det har i høj grad båret frugt,” udtaler regionsdirektør i Nykredit, Henrik Damsgaard, og ønsker tillykke med prisen.

Produktudviklingen i IdHAIR-serien er det område, hvor virksomheden forventer vækst inden for de kommende år, godt hjulpet på vej af en ny digital strategi, som skal binde slutkunden, frisørsalonen og IdHAIR sammen. I Dansk Erhverv hersker der derfor heller ingen tvivl om, at den rette ejerleder er fundet blandt tre kompetente finalister.

”Preben Munch Kjærgaard har igennem hele virksomhedens levetid haft et stort fokus på kundernes behov og har været dygtig til at udvikle sin position strategisk, herunder udnytte nye muligheder med digitalisering. IdHair er et succesfuldt eksempel på en dygtig ejerleder, som gennem et stort engagement og viden om virksomhedens muligheder, har opnået stor succes og vækst,” siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Kilde: PWC.dk